Relaterede produkter
- Møl4.6 (13)
Snudebille
Snudebillen ser måske sjov ud med sin store snude, der har lagt grund til navnet. Men man skal ikke lade sig snyde. Snudebillen er sammen med barkbillen en af europas økonomisk mest skadelige skovskadeinsekter.
Snudebillen er et skadedyr i skovbruget, men helt harmløs i et hus, hvis man skulle finde den der.
Snudebillen medfører store meromkostninger for skovbruget i Europa, både gennem ødelagte nåletræer og gennem de omkostninger, som forebyggende foranstaltninger medfører.
Kort om snudebiller
Der findes fire arter af snudebiller i Danmark, men det er den almindelige snudebille, der giver anledning til de største skader i skoven, selvom lille fyrresnudebille og stor nåletræsnudebille også gnaver på nåletræer i en vis udstrækning.
Snudebillen spiser barken af både tynde grene og planter. Planterne er dog det store problem - snudebillen gnaver af barken, og når disse bliver ringbarket, dør planterne, da barken er nødvendig for, at planterne kan transportere næring og vand i planten.
Billede: Almindelig snudebille, Hylobius abietis. © Stick AB
Sådan genkender du snudebillen
Snudebillen hører nældesnudebillerne (en familie inden for biller) og forekommer i hele landet. Det voksne individ er 8-14 mm og sort med gule, lidt behårede pletter. Den har også en tydelig "snabel”.
Snudebillen kan af udseende forveksles med slægtningene øresnudebillen og fyrresnudebillen, da de er lige store og også har behårede pletter. Snudebillens snude (snabel) er dog længere, og fyrresnudebillen har følehornene fæstet midt på snuden i stedet for på enden.
De fuldvoksne larver er længere end billen, mellem 14-16 millimeter med hvid krop og brunt hoved.
Den sikreste måde at genkende snudebillen på er måske de angreb, den forårsager: Planter med afgnavet bark, ofte ringbarket, er et sikkert tegn på snudebille.
Skader forårsaget af snudebiller
Snudebillen går tilfældigt rundt på rydninger og kan, når den nærmer sig en plante, bruge lugtesans og syn til at lokalisere den. Gnavningen forekommer oftest nederst på planten, da snudebillen kommer i kontakt med den del først. Den kan dog gnave under jorden og også højt oppe på planten, når der er stor konkurrence om planterne (ved kraftige angreb).
De nygnavede planter afgiver terpener (træolie), hvilket igen tiltrækker flere snudebiller. Det gør, at hvis en plante først er angrebet af en snudebille, så vil den sandsynligvis blive angrebet af andre individer, og derfor er dødeligheden for planterne høj, da de hurtigt ringbarkes.
Snudebillens livscyklus
Snudebiller er afhængige af, at det bliver over 18 grader i løbet af foråret, da deres sværmning aktiveres ved denne temperatur. Ved sværmningen flyver snudebillen ud for at finde egnede områder, hvor der er føde, den kan parre sig og lægge æg.
Snytbillen tiltrækkes naturligt af terpener, da de afgives af små planter, som er blevet angrebet af andre snudebiller - med andre ord et sikkert tegn på, at der er føde for snudebillen. Terpener afgives i enorme mængder, når der fældes skov - duften af fældet skov genkender mange skovejere. Derfor er disse områder som kunstige kæmpemagneter for sværmende snudebiller.
Snudebillen spiser dog ikke af ældre træer eller stubbe, men er afhængig af, at der findes små friske grene eller planter at spise af - dvs. en nyplantning.
Snudebillen bliver kønsmoden efter tre såkaldte "gnav": efterårs-, forårs- og sommergnav. Det er kun ved "gnav”, at de spiser bark fra planter og tynde grene, tre ordentlige måltider med andre ord, der baner vejen for næste generation af snudebiller.
Snudebillen lægger derefter sine æg i det følgende forår efter at have sværmet. De lægger æggene under jorden tæt på eller under tykke rødder til døde eller beskadigede træer (rydninger er derfor perfekte). Hver hun lægger 1-2 æg om dagen, sammenlagt ca. 100 æg i sin levetid.
Disse æg udklækkes til larver om efteråret, og larverne spiser siden af det døde træs rodsystem. Når vinteren nærmer sig, graver larven sig ind i en tyk rod og overvintrer. Da både larver og voksne insekter overvintrer under jorden (de voksne dyr overvintrer i muldjord), er der behov for en dyb frost, for at populationen kan tage skade af kulden. Larverne bliver følgende sommer til pupper, og når efteråret kommer, udklækkes den færdige snudebille.
Snudebilleangreb cyklusser
Snudebillens udvikling er toårig, hvilket betyder, at et snudebilleangreb om foråret kan føre til en fordobling af angreb 1,5 år senere på efteråret, når alle de nye snudebiller klækkes. F.eks. i den nordlige del af Sverige kan generationstiden dog være forlænget fra 1,5 år til op til 4 år pga. koldere klima.
Populationen af snudebiller aftager dels fordi de nye snudebiller sværmer det følgende forår ved 18 grader, og flyver så af sted, samtidig med at de ældre snudebiller dør og lægger færre og færre æg. Snudebillen lever i fire år, og derfor er et snudebilleangreb helt ovre efter fire år (de nye snudebiller migrerer altid).
Venter man så 5 år efter at have fældet (og evt. tiltrukket snudebiller), er der minimal risiko for at de nye planter rammes af angreb, da den oprindelige population er død af alder.
Faktorer, der påvirker størrelsen af angrebet.
Det er primært syv faktorer, der afgør, hvor omfattende og skadeligt et angreb af snudebiller bliver:
Geografi
Snudebillen huser i hele Europa. Kystområder er ofte mere angrebne, da de er klimamæssigt mildere. Skråninger mod syd og højder har tendens til at være udsat for flere angreb af samme grund.
Plantens art
Snudebillen gnaver på både fyrretræer og nåleplanter. Af de introducerede træsorter er særligt Douglasgran og Sitkagran meget attraktive for snudebiller. Der findes også genetiske variationer i arterne, som kan være helt op til 10-20 % - dette er dog endnu kun på forskningsstadiet.
Gødskning
Kunstgødning gør, at træets underbark (sivæv - hvor sukkeropløsning/næring transporteres) bliver mere næringsrigt og derfor mere populært hos snudebillen - sandsynligvis pga. fosforindholdet i kunstgødningen.
Plantens tilstand
Jo kraftigere planten er, desto større evne har den til at modstå angreb. Ved 10-12 mm stammediameter har planten markant større modstandskraft og er uden for den værste risiko. Barrodsplanter er derfor fordelagtige.
En plante, der har haft for lidt vand (vandstress), indeholder mere kvælstof, hvilket snudebillen foretrækker, og bliver derfor mere angrebet - en fugtig rydning er at foretrække. Brandskader øger også risikoen for snudebiller. Vandstress er en af de absolut stærkeste faktorer.
Plantens jordbund
Snudebillen foretrækker muldjord (som den også overvintrer i) og ikke bryder sig om mineralsk jord. Hvis jorden er tættest på planten (5-10 cm radius), mindskes risikoen for angreb. Det gør, at jordbearbejdning mindsker risikoen for angreb.
Alternativ føde
Hvis snudebiller har alternativ føde, mindskes angrebene på planterne. En skærm af 80-100 træer pr. ha gør, at de snudebiller i stedet spiser i skærmtræernes kroner. Antallet af snudebiller er dog uændret i rydningen, selvom planterne klarer sig bedre.
Tilbageværende spirer eller kviste er ikke en risikofaktor for snudebiller, men fungerer heller ikke som alternativ føde.
Rydningsalder
Jo friskere rydning, desto flere terpener udskilles der fra de fældede træer. Venter man 5 år efter fældningen, kan rydningen betragtes som sikker, da eventuelle snudebiller er døde af alder og ikke har formået at udvikle en ny generation af kønsmodne snudebiller. Af samme grund er selvforyngelse relativt sikker, da planterne først opnår en for snudebiller attraktiv alder, når der er gået for lang tid for snudebillerne. Selvforyngende planter har også en tendens til at have et bedre forsvar end planter fra planteskoler.
Sådan slipper du for snudebiller
At bekæmpe et igangværende snudebilleangreb er svært, dyrt og kræver vedholdende og langsigtet indsats. Derfor anbefaler vi altid at fokusere på forebyggelse og risikominimering for at undgå og begrænse et eventuelt angreb. Flere tiltag kan med fordel kombineres, da de virker komplementerende med "barrierer” i forskellig afstand fra planten.
1. Kemisk med insekticider
Der findes i dag flere godkendte midler til brug mod igangværende angreb.
Disse er dog alle tilladelseskrævende og kan derfor ikke købes online.
2. Hormonbehandling
Ved hjælp af hormonet metyljasmonat forbedres plantens eget forsvar, som anvendes mod både snudebiller, men også svampe m.m. Denne metode er almindelig i landbruget, men er stadig kun på prøvestadiet inden for skovbrug. Effekten er positiv, men virkningsgraden er endnu ikke kortlagt.
3. Belægning på planten
På planteskolen belægges planten med en gnavbeskyttelse i form af en dækkende barriere. Alle præparater (f.eks. Cambiguard, Conniflex, Woodcoat, Hylonox) fungerer på tilsvarende måde. En sej masse dækker 10-15 cm af barken og gør, at snudebillerne ikke kan gnave. Det er meget vigtigt, at massen virkelig dækker hele stammen og heller ikke sprækker, når planten vokser, da snudebillen vil lede efter den mindste defekt i belægningen. Tidligere voksbehandlinger anvendes ikke længere, da de ikke kunne klare sommertemperaturerne og smeltede. Belægningen skal kunne holde i to år, dvs. indtil planten er modstandsdygtig.
4. Barrierebeskyttelse omkring planten
Barrierebeskyttelse er et hylster af plast eller pap omkring planten. MutiPro er et eksempel på dette, som er et parafinbehandlet paphylster, som gør, at snudebillen ikke kan kravle over hylstret. Funktionen er god, så længe hylstrene ikke går i stykker, eller der ligger noget på hylstret, så snudebillen kan kravle over.
5. Jordbearbejdning
Formålet med jordbearbejdning er at give planten 5-10 cm mineraljord, hvilket snudebillen undgår. For at sikre en effektiv bearbejdning af jorden bør to tredjedele af planterne være plantet i mineralsk jord. En eventuel afskærmning bevirker også, at væksten af den omkringliggende vegetation forsinkes, hvilket forlænger effekten af jordbearbejdningen.
6. Afskærmning
Med 80-100 træer pr. hektar giver man snudebiller alternativ føde, hvilket reducerer omfanget af eventuelle angreb.
7. Andre tiltag
Se afsnittet Faktorer, der påvirker angrebets størrelse for andre ting, der begrænser risici og omfang af angreb.