Sølvfisk - Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

Sølvfisk - Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

Sølvfisk er et af de mest almindelige skadedyr i de danske hjem. De kommer ofte frem om natten og gemmer sig gerne i både badeværelser og soveværelser. Dette indlæg besvarer alle de spørgsmål om sølvfisk, du måtte have.

 

Spørgsmål & svar

  1. Hvordan bekæmpes sølvfisk?
  2. Hvordan dræber man sølvfisk "humant"?
  3. Kan man udrydde sølvfisk?
  4. Hvad spiser sølvfisk?
  5. Hvor længe overlever en sølvfisk uden føde?
  6. Hvor gemmer sølvfisk sig?
  7. Hvordan spredes sølvfisk?
  8. Hvornår kommer sølvfiskene frem?
  9. Hvornår forsvinder sølvfiskene?
  10. Er det farligt at røre ved en sølvfisk?
  11. Hvilke skader forvolder sølvfisk?
  12. Kan sølvfisk sprede sygdomme?
  13. Kan man spise madvarer, der har været i kontakt med sølvfisk?
  14. Hvilken slags lokkemad tiltrækker sølvfisk?
  15. Hvor er det bedste sted at placere sølvfiskefælder?
  16. Hvordan fungerer sølvfiskemiddel?
  17. Hvordan fungerer fælder mod sølvfisk?
  18. Hjælper kiselgur mod sølvfisk?
  19. Kan man skræmme sølvfisk væk?
  20. Findes der lugte eller andet, som sølvfisk ikke kan lide?
  21. Hvor hurtigt formerer sølvfisk sig?
  22. Hvordan ser sølvfiskenes æg ud?
  23. Kan sølvfisk kravle lodret op?
  24. Hvilke forskellige slags sølvfisk findes der?
  25. Hvordan ser man forskel på forskellige typer sølvfisk?

 

Hvordan bekæmpes sølvfisk?

De tre primære metoder, der anvendes til bekæmpelse eller overvågning af sølvfisk, er:

  • Insektmiddel (biocid, der via nervegift dræber insekter direkte eller over tid)
  • Klistrefælder (anvendes til overvågning, men fanger/dræber ligeledes sølvfisk)
  • Kiselgur (udtørrende naturligt mineral, der også findes som registreret biocid)

Husk også, at der findes andre tiltag, der kan hjælpe dig med at bekæmpe sølvfisk ved at forringe deres levevilkår. For eksempel regelmæssig rengøring for at mindske adgangen til føde eller at mindske luftfugtigheden i badeværelset med en ventilator.

 

Hvordan dræber man sølvfisk "humant"?

Der findes egentlig ikke "humane" måder at dræber sølvfisk på. Dog har sølvfisk, ligesom andre små insekter, et mindre udviklet nervesystem, og derfor oplever de ikke smerte på samme måde eller i samme omfang som mennesker eller pattedyr. Af denne grund behøver man ikke bekymre sig om, at de sølvfisk, der bliver dræbt, lider.

 

Kan man udrydde sølvfisk?

Det er muligt at slippe helt af med sølvfisk i hjemmet, men det kræver ofte omfattende tiltag i form af bekæmpelse, regelmæssig rengøring og langsigtede tiltag som at mindske fugtindholdet i luften samt skrue ned for gulvvarmen for dermed at mindske sølvfiskenes forplantning.

 

Hvad spiser sølvfisk?

Sølvfisk foretrækker kulhydratrig føde som stivelse og protein, hvilket findes i eksempelvis lim, papir, tekstiler samt hudrester og hår. Desværre findes små hudflager og hår i store mængder i hjemmet, selvom vi ikke ser det, og desuden i en passende portionsstørrelse for sølvfisken.

 

Hvor længe overlever en sølvfisk uden føde?

Sølvfisk kan klare sig op til et år uden føde, hvilket sammen med væggelus gør dem til nogle af de insekter, der klarer sig længst uden føde. Dette kan sammenlignes med den tyske kakerlak, som kun overlever knap to uger uden føde.

 

Hvor gemmer sølvfisk sig?

Sølvfisk foretrækker fugtige (70% luftfugtighed), varme (27°C), mørke og skjulte steder – for eksempel under papkasser, en toiletbørste, en tøjbunke eller andet. De forekommer ofte i rum som badeværelser, vaskerum og køkkener, hvor miljøet ofte er fugtigt og varmere, men kan også dukke op på uventede steder som i sengen. Det er også almindeligt, at sølvfisk findes i helt nybyggede ejendomme, hvor materialerne ikke har nået at tørre helt ud, eller i rum med fugtproblemer.

 

Hvordan spredes sølvfisk?

Sølvfisk spredes til hjemmet via papkasser og emballage til madvarer, byggematerialer og andet, der kommer direkte fra transport, butikker eller lagre med sølvfisk.

 

Hvornår kommer sølvfiskene frem?

Sølvfisk er lyssky, og du ser dem generelt kun om natten, eller hvis du flytter på noget, som sølvfisken gemmer sig under. Sølvfisk kaldes undertiden natteglidere, da de er nataktive og ofte observeres om natten, når lyset tændes.

 

Hvornår forsvinder sølvfiskene?

Sølvfisk forsvinder ikke af sig selv, men trives desværre rigtig godt i et opvarmet indeklima. For at få bugt med sølvfiskene kræves bekæmpelse og eventuelt også ændringer som justering af temperatur, luftfugtighed eller et nærmest klinisk rent miljø.

 

Er det farligt at røre ved en sølvfisk?

Det er ikke farligt at røre ved eller for eksempel slå en sølvfisk ihjel. Risikoen for smittespredning er forsvindende lille, og sølvfisken har ikke nogen hårde eller skarpe dele, som et menneske kan komme til skade på.

 

Hvilke skader forvolder sølvfisk?

Sølvfisk spiser stivelse og proteiner, helst lim og papir af forskellige slags. Dette betyder, at sølvfisk kan angribe for eksempel frimærkesamlinger, bøger og tapeter. Alle disse ting indeholder klister og papir.

 

Kan sølvfisk sprede sygdomme?

Der findes ingen kendte studier, der viser, at sølvfisk kan bære på eller sprede smitsomme bakterier eller vira, der er farlige for mennesker. Teoretisk set kunne sølvfisk sprede smitte gennem kontakt og mekanisk (via bevægelse) flytte patogener til et nyt sted – dog anses risikoen for at være minimal givet de steder, sølvfisk opholder sig, og hvad de normalt kommer i kontakt med. Sammenlign f.eks. med kakerlakker, som har en større kontaktflade med beskidte overflader og dermed bedre forudsætninger for mekanisk smittespredning, og desuden både spiser fødevarer og forurener dem med ekskrementer.

 

Kan man spise madvarer, der har været i kontakt med sølvfisk?

Sølvfisk er ikke særligt interesserede i madvarer, men kan angribe papiremballage. Da sølvfisk ikke overfører smitte eller smitstoffer i nogen større udstrækning, anses risikoen for kontaminering af fødevarer for at være meget lav eller ikke-eksisterende. Det er dermed stort set risikofrit at indtage madvarer, som sølvfisk har været i kontakt med, og de behøver ikke at blive kasseret.

 

Hvilken slags lokkemad tiltrækker sølvfisk?

Stivelse og protein er sølvfiskenes yndlingsføde. Ironisk nok indeholder lim meget stivelse, og sølvfisk tiltrækkes derfor af selve limen i sølvfiskefælder, som de fanges i. Ofte tilsættes fødevarebaseret stivelse og/eller protein til limen for at gøre den endnu mere tillokkende for sølvfisk.

 

Hvor er det bedste sted at placere sølvfiskefælder?

Sølvfiskefælder fungerer bedst der, hvor sølvfiskene trives bedst og findes hyppigst. Altså i skjulte, fugtige, varme og mørke kroge. Helst også lidt uforstyrrede steder, hvor vi mennesker ikke færdes så meget. Læs vores Top 5 tips til de bedste resultater med sølvfiskefælder.

 

Hvordan fungerer sølvfiskemiddel?

Sølvfiskemiddel fungerer, ligesom insektmidler generelt, som en nervegift. De påvirker insekternes nervesystem på en måde, der fører til lammelse, overaktivitet eller kollaps af nervesignaler og dermed død. Midlerne har ikke samme effekt på mennesker eller kæledyr, men kan stadig være skadelige ved forkert brug, hvorfor anvisningerne altid bør følges nøje.

 

Hvordan fungerer fælder mod sølvfisk?

Sølvfiskefælder har en meget enkel funktion: de lokker sølvfisk til via stivelsen i limen (eventuelt med tilsætning af fødevarer). Sølvfiskene sidder fast i limen, hvor de udtørrer og dør. Sølvfisk undgår ikke fælder med artsfæller, der sidder fast, da de mangler udviklet advarsels- eller duftkommunikation, der signalerer fare, og i stedet styres af simple adfærdsmønstre som at søge mørke, fugt eller i dette tilfælde duften fra lokkemidlet.

 

Hjælper kiselgur mod sølvfisk?

Kiselgur er absolut effektivt mod sølvfisk takket være dets væskeabsorberende egenskaber. Kiselgur udtørrer sølvfiskene, hvilket fører til, at de dør.

 

Kan man skræmme sølvfisk væk?

Det er ikke muligt at skræmme sølvfisk væk, som man skræmmer for eksempel fugle væk med lyd, ultralyd eller rovdyrslignende skræmmere. Man kan midlertidigt skræmme sølvfisk væk med bevægelser eller lys, men de trækker sig blot tilbage til deres skjulesteder for derefter at vende tilbage, når det, der skræmte dem, er væk. På lang sigt kan man holde sølvfisk væk ved at sænke luftfugtighed og temperatur eller mindske adgangen til føde, men det handler snarere om, at livsmiljøet ændres på en holdbar måde, end at sølvfiskene bliver "skræmt" væk.

 

Findes der lugte eller andet, som sølvfisk ikke kan lide?

Sølvfisk undgår st&ærke dufte fra stoffer, der er skadelige eller giftige for dem, for eksempel æteriske olier eller eddike.

 

Hvor hurtigt formerer sølvfisk sig?

Generelt formerer sølvfisk sig langsomt sammenlignet med andre insekter. Sølvfiskenes formeringstakt afhænger i høj grad af, hvor gunstigt miljøet er (primært fugtighed og temperatur). Et normalt indeklima med en temperatur på 20-25°C og moderat luftfugtighed giver gode betingelser for sølvfisk, og en lille bestand kan blive flerdoblet på et år.

 

Hvordan ser sølvfiskenes æg ud?

Sølvfisk lever i 3-5 år som voksne og forplanter sig flere gange om året. Hunnerne lægger 10-20 æg ad gangen og op til 100 æg i løbet af deres levetid. Trods denne mængde æg er det højst usandsynligt at finde sølvfiskens æg, medmindre du ved nøjagtig, hvad du skal lede efter og hvor. Sølvfiskens æg er ca. 0,8-1 millimeter store (som støvkorn), ovale og hvidlige til lysegule, og de placeres enkeltvis eller i små grupper i mørke, fugtige revner nær gulve og lister.

 

Kan sølvfisk kravle lodret op?

Sølvfisk kan kravle lodret op og endda bevæge sig på hovedet på visse overflader. De har små kløer og børster på benene, der giver godt fæste på ru og porøse materialer som tapet, træ, beton og stof. Derimod har de svært ved at få greb på glatte overflader som glas, fliser, metal og plast, hvor de ofte glider og falder ned.

 

Hvilke forskellige slags sølvfisk findes der?

Almindelig sølvfisk (Lepisma saccharina), skægkræ (Ctenolepisma longicaudata) og ovnfisk (Thermobia domestica) er etableret i Norden. Brun sølvfisk (Ctenolepisma brunnea) kan følge med import fra varmere lande, men trives ikke i vores klima og har ikke etableret sig.

 

Hvordan ser man forskel på forskellige typer sølvfisk?

Almindelig sølvfisk og skægkræ kendes fra hinanden ved, at skægkræet er mere behåret og har længere antenner. Ovnfisk har mørkere tegninger i sort eller brunt og findes oftere tæt på varmekilder som fyrrum eller ovne. Ældre og større sølvfisk kan dog blive mørkere, hvilket indimellem gør identifikation sværere. Ovnfisk er mere afhængige af varme og findes derfor oftere i fyrrum, omkring ovnen og lignende ekstra varme steder.

 

Vil du være ekspert i sølvfisk? Læs så vores komplette guide om sølvfisk.

Edit: indlægget opdateres løbende med nye spørgsmål og svar.

Relaterede produkter
Copyright © 2026 Stick AB
To top