Kornbiller
Angreb af kornbiller i levnedsmidler kan være svære at opdage. Dels lugter angrebet ikke, og desuden er kornbillerne meget små. Så det er oftest først, når kornbillerne er blevet rigtig mange og er begyndt at ødelægge madvarer, at man reagerer.
Kornbiller findes over hele verden, men er ikke almindelige i koldere klima. Men eftersom levnedsmidler transporteres hurtigt over hele verden, finder kornbillerne også ind i nordeuropæiske spisekamre på trods af det lidt koldere udendørsmiljø.
Kort om kornbiller
Kornbillen (eller savtakket kornbille, som det oftest drejer sig om) fik sit latinske navn Oryzaephilus surinamensis af Carl von Linné 1758, hvilket betyder "riselsker fra Surinam”.
Man kan finde kornbiller både i fødevareproduktion, lagre til fødevarer og i dit eget spisekammer. Ofte starter et angreb ved at kornbiller følger med kontaminerede fødevarer direkte fra butikken. Kornbiller er meget små og har derfor ingen problemer med at komme ind i selv godt tillukkede emballager - det vil sige, hvis de ikke allerede fandtes i indholdet, inden emballagen blev forseglet...
Hunner lægger 50-300 æg i løbet af sin levetid på ca. otte måneder. Æggene klækkes efter 3-10 dage og er lægges direkte i levnedsmidler, for at larverne straks skal have adgang til føde. Larverne bygger en kokon som beskyttelse for at forpuppe sig, hvilket de gør efter yderligere en uge. De er så voksne og livscyklussen starter forfra.
Billede: Savtakket kornbille, Oryzaephilus surinamensis. © Stick AB
Sådan genkender du kornbiller
Kornbillen er kun 2,5-3 mm lang som voksen, dvs. en anelse mindre end andre almindeligt forekommende fødevare skadeinsekter som f.eks. melbiller. Kornbillen er mørkebrun, nogle gange næsten bronzefarvet eller sort.
Kornbillen har en aflang krop og to kraftige følehorn. Hovedet er en anelse trekantet, hvis man sammenligner med andre biller.
Den savtakkede kornbille har fået tilnavnet "savtakket” fra, hvad der ser ud som tænder eller modhager langs siderne af det mellemste kropssegment. Det er altså ikke kornbillens rigtige tænder, der er savtakkede.
Kornbillens larver er gul-hvide med et lidt brunfarvet hoved, de kan være op til ca. 3 mm lange. Larverne er ikke immobile, men kravler rundt i materialet på jagt efter mundfulde af passende størrelse. Det er selve larverne, der gør den største skade på levnedsmidlerne.
Der finder du kornbiller
Kornbiller angriber tørvarer, hovedsageligt korn (mel), frø, nødder, krydderier og dyrefoder. Det er i disse fødevarer, at du højst sandsynligt kan observere larver, kokoner eller voksne kornbiller.
Opbevaring af fødevarer ved forhøjet temperatur indebærer en større risiko for angreb og frem for alt, at angrebet går hurtigere og bliver mere omfattende. Årsagen er, at kornbiller trives bedre og formerer sig hurtigere, når temperaturen er ca. 30 grader. Det betyder, at opbevaring af tørvarer tæt på varmegenererende apparater som køleskabe giver mere gunstige forhold for kornbiller.
Skader forårsaget af kornbiller
Når en fødevare angribes, forbruges tørmasse, og denne udskiftes med væske på grund af kornbillens metabolisme. Resultatet bliver fugtige fødevarer, som ret hurtigt begynder at mugne. Dermed bliver angrebne fødevarer på en eller anden måde uanvendelige og bør kasseres.
Først og fremmest medfører skader fra kornbiller store omkostninger i industrien og for virksomheder, der kan blive tvunget til at kassere store lagre af levnedsmidler. I hjemmet bliver skaden oftest mindre, da kun ganske få fødevarer er blevet angrebet og skal kasseres.
Sådan slipper du af med kornbiller
Mange vil hævde, at et rent køkken og spisekammer er den bedste beskyttelse mod kornbiller. Det passer måske ikke rigtigt - alle kan være så uheldige at få kornbiller med hjem, hvilket ofte resulterer i et angreb. Et rent og ryddeligt køkken kan hjælpe med at begrænse angrebet, men ikke meget mere end det.
For at forebygge angreb af kornbiller, er der hovedsageligt tre ting, du bør gøre:
- Holde rent og orden i køkkenet og der, hvor fødevarer opbevares.
- Opbevar tørvarer i tætsluttende beholdere.
- Undgå opbevaring af tørvarer ved siden af varmeproducerende apparater (f.eks. køleskab/fryser).
Hvis du har været så uheldig at blive ramt af kornbiller, kan du slippe af med dem ved at følge denne tjekliste:
1. Forberedende foranstaltninger
- Tøm viktualierum, hylder og skuffer helt for fødevarer og køkkengrej.
- Placer tørvarer (potentielt påvirkede fødevarer) i plastbakker eller lignende, inden rengøringen. Det er for at undgå, at kornbiller smutter ud og spreder sig, mens du arbejder.
2. Håndtering af tørvarer
- Se efter tegn på kornbiller eller deres larver i tørvarer. Vær ekstra opmærksom på tørvarer som mel, tørfoder, korn og lignende.
- Placer alle potentielt angrebne varer i godt lukkede plastposer.
- Kasser angrebne varer. Du bør derefter ikke beholde affaldet i hjemmet.
- For varer, der ikke sikkert, men muligvis kan være blevet angrebet, kan du (A) fryse dem ved -18℃ i fyre døgn eller, (B) opvarme dem til 55℃+ i 1-2 timer.
3. Generel rengøring
- Sørg for at vådtørre alle overflader i nærheden af angrebet, gerne også gulve, bordplader m.m.
- Støvsug alle rum med særlig fokus på sammenføjninger, sprækker og revner i skuffer og skabe, hvor kornbiller eller larver kan gemme sig. Frys og kasser derefter støvsugerposen.
- Forsøg også at gøre ordentligt rent under og bag køkkenindretning, køleskab, fryser og ovn. Hvor du ikke kan komme til at gøre rent, er det godt at spraye insektmiddel i stedet.
4. Bekæmpelse kan overvejes for hurtigere at slippe af med kornbiller, som først og fremmest består i at behandle overflader, der er angrebet med insektmiddel.
Tip: Det er meget frustrerende og ofte dyrt at have tilbagevendende problemer med kornbiller. Tag helst ordentligt fat med det samme! Så slipper du forhåbentlig for at skulle gennemgå processen flere gange.